Noget om honningdepoter
Alle kender A.A. Milnes geniale historie om Peter Plys, den lille bjørn med en meget lille hjerne men til gengæld med en udviklet fornemmelse for vigtigheden af at have honningdepoter i sit liv.
For ham er det så vigtigt, at et højt træ ikke skal være nogen hindring for at opnå frisk honning. Jo flere krukker på hylden jo bedre, for så er der altid noget at glæde sig til.
Denne side handler om, hvordan man kan opbygge honningdepoter i mere overført betydning. Nogle har måske hørt Tøger Seidenfaden introducere begrebet, da han talte om sin metode til at opnå overskud.
"Skal man have et godt liv, er det nødvendigt med honningdepoter. Og helst også faste parkeringspladser på tidslinjen. Hvad jeg mener med det? Honningdepoter er noget godt, man går og glæder sig til. Det kan "bare" være en hyggestund med familien, det kan være en bog, en film, et møde; et eller andet, man på forhånd ved, at man vil nyde, der ligger og venter på én et par dage forude.
Hvis man ikke hele tiden har et par honningdepoter liggende derude, bliver det hurtigt gråt bare at stå op om morgenen. Selv har jeg hele tiden masser af depoter liggende forude, og jeg kan stærkt anbefale metoden. Den er nem at bruge. Det behøver jo ikke at være andet end en pose spejderhagl, man ved, kan fås i DSB-kiosken. Det kan selvfølgelig også være Nobelprisen i Litteratur, der skal afhentes. Det er bare sværere at arrangere".
(Tøger Seidenfaden)
Honningdepoter kan findes i universet omkring Tomtehuset og Bjørnekullatorpet.